Orion Præmiehingst 2017

Orion var en af de 5 hingste, som blev udnævnt til præmiehingst ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning 2017. Han er en storrammet, harmonisk og højtstillet hingst af særdeles god type lød det fra dommerpanelet i Herning, hvilket udløste et 9-tal i helhed. Derudover opnåede han flotte gangartskarakter med 9 i trav, 8.5 i galop og 8 i skridt. Orion har ligeledes et super dejligt temperament, han er meget arbejdsom, men stadig nem at håndtere både for hånd og under rytter.

Med faderen Blue Hors Don Olymbrio ligger Orions sportslige gener heller ikke fjernt. Don Olymbrio har virkelig bevist sit værd som sportshingst, da han i en alder af bare 9 år har debuteret i international Grand Prix med sin rytter Daniel Bachmann i sadlen. Det kommer selvfølgelig ikke fra fremmede – i og med både faderen Jazz og morfaren Ferro selv har været meget aktive både i sporten og i avlen. Don Olymbrio fik i første årgang flere kårede sønner og havde ligeledes 5 afkom med til Unghestechampionatet i Herning 2017.

Elitehoppen Latoya efter Solos Landtinus – Ragazzo er mor til Orion. Latoyas første afkom er hingsten Touché, som opnåede kåring ved hingstekåring i Herning i 2013. Andet afkom er hoppen Landini, som blev kåret med bronzemedalje i Dansk Varmblod. Morfaren Solos Landtinus vandt sin 100 dages materialeprøve i dressur. Allerede som 8 årig blev han udnævnt som elitehingst og i 2005 blev han Årets Hingst ved hingstekåringen i Herning. Solos Landtinus er far til flere kårede hingste i Dansk Varmblod, mange højtkårede hopper samt et utal af konkurrenceheste. I de seneste år har han fremtrådt som morfar til mange talentfulde dressurheste, som blandt andet har repræsenteret Danmark ved VM for ungheste.

Bedækningspris

1. rate 3000 DKK + moms

2. rate 3000 DKK + moms