Jysk Mester for seniorer

Den sidste weekend i november tog vi turen til Aalborg for at starte Jysk Mesterskab med Gørklintgaards Quantico og Traneenggaards Akondo. Quantico skulle starte MB-klasserne, mens Akondo skulle præstere i Grand Prix og Grand Prix kür. 

Lørdag var Quantico første levende billede i en MB2. Den store hal var pyntet flot op, hvilket gjorde ham lidt spændt, men overordnet set var det en god tur med flere højdepunkter. Programmet blev bedømt til 69,4 % og det rakte til en 4. plads. 

Derefter skulle Akondo gå Grand Prixen. Han leverede et rigtig godt ridt, hvor blandt andet piaffen og pirouetterne kan fremhæves. Det blev til 73,3 % og en 1. plads. 

Søndag var Akondo klar til at vise sit kür program for første gang. Han var en rigtig kammerat og ridtet blev belønnet med 75,375 %, på trods af at der var plads til et par forbedringer undervejs. Dermed blev Akondo og jeg jyske mestre for seniorer 2015. 

Senere på dagen skulle Quantico igen på banen. Han gik en MB3 til 68,1 % og blev nr. 5. 

Begge hestene var en fornøjelse at have med i byen, både for rytter og hestepasser. 

Stor tak til Aalborg Sportsridekklub, som havde arrangeret et super flot stævne!