Vallak - 2003 - DV

JJ Defender er efter Depardieu/ Rubinstein I.

Vi købte Defender i 2009.

Han er avlet i Danmark af Ulrik og Lena Kristensen og blev som føl solgt til JJ horses i Norge, som vi købte ham af. Vi købte ham oprindeligt til min mor, og hun stod for at uddanne ham. Defender var på daværende tidspunkt ret stærk fortil, og var meget fremadgående. Så det var ikke nogen nem opgave, min mor fik. Defender havde dog tre meget reelle gangarter, hvilket vi faldt for. Efter to års arbejde fik min mor ham rigtigt fint ind under hjælperne, og debutede i MB klasserne. I foråret 2011 fik de mange placeringer og sejre i MB - og flere gange omkring 70 %.

Da jeg i slutningen af 2011 havde tid til en hest mere, overtog jeg ridningen af Defender. Jeg brugte noget tid på at lære ham at kende, da han var en følsom hest. Efter nogle måneder sammen begyndte det at fungere rigtig godt, og vi debuterede i MA klasser i februar 2012, med en sejr til følge. Herefter gik det bare stærkt. Efter blot få stævner sammen red vi omkring 70 % stort set hver gang, og der kom færre og færre fejl i programmerne. Vi debuterede internationalt i Saumur i Frankrig som youngrider, hvor vi sejrede i første klasse, og blev placeret som nummer 2 og 3 de efterfølgende dage.

Vi afsluttede 2012 med at blive nr. 2 i Bundgaard Byg finalen og nr. 2 i Ecco cup finalen for youngriders. Defender var en rigtig guttermand, som altid hjalp en på konkurrencebanen. 

Desværre blev Defender skadet, hvilket resulterede i at han måtte aflives i 2014.